Vi står midt i en biodiversitets- og klimakrise. Alligevel tillades fortsat erhvervsmæssig udvinding af spagnum fra nogle af Danmarks mest sjældne og værdifulde naturområder.
Højmoser er flere tusinde år gamle økosystemer med helt særlige planter og dyrearter. Der er kun meget lidt oprindelig højmose tilbage i Danmark. Når en højmose graves væk, mister vi natur, som reelt ikke kan genskabes. Efterbehandling og såkaldt genetablering kan ikke genskabe de naturlige forhold, som det har taget årtusinder at udvikle.
En unik højmose er allerede delvist ødelagt
Fuglsø Mose er et ca. 3,5 km² stort moseområde i Norddjurs Kommune. Store dele er allerede gravet væk og efterladt som dybe, sorte udgravninger. De resterende områder rummer stadig værdifuld og sjælden natur, som ikke kan genskabes, når den først er fjernet.
Mosen er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 og udpeget som bevaringsværdigt landskab i kommuneplanen. Den er levested for særlige planter, fugle, padder og dyr, som er afhængige af netop denne naturtype.
Levende højmoser og tørvemoser er klodens absolut mest effektive landbaserede økosystem til at lagre CO2, og de rummer enorme mængder kulstof, som er opbygget gennem tusinder af år. Eksperter som Sebastian Mernild (professor i klimaforandringer) og andre forskere kalder moserne for "den glemte løsning", skyldes det det enorme potentiale, der ligger i at beskytte og genoprette dem
I stedet er spagnumgravning en alvorlig klimabelastning
Spagnum er koncentreret kulstof, der er lagret i jorden gennem årtusinder. Når mosen drænes og tørven graves op, frigives store mængder CO₂.
Ifølge tal fra Region Midtjyllands afklaringsnotat udleder den nuværende tørvegravning i Fuglsø Mose omkring 21.000 ton CO₂ om året. En planlagt udvidelse vurderes at kunne medføre yderligere ca. 12.500 ton årligt.
Det svarer ifølge de foreliggende beregninger til omkring 500 ton CO₂ pr. hektar om året. Til sammenligning udledes anslået 16-26 ton CO₂ pr. hektar årligt fra ikke-våd lagte lavbundsjorde.
Det betyder, at tørvegravning har en meget stor klimabelastning pr. hektar og modarbejder direkte den grønne treparts indsats for at beskytte kulstofrige jorde gennem vådlægning.
Dertil kommer, at dræningen kan påvirke omkringliggende moser, søer og vådområder, hvor udtørring også kan føre til yderligere CO₂-udledning.
En unødvendig råstofudvinding
Spagnum anvendes primært til vækstmedier i havebrug og planteproduktion. Det er ikke et nødvendigt råstof til veje og byggeri, og der findes allerede alternative spagnumfri produkter.
Fortsat udvinding betyder derfor, at vi permanent ødelægger uerstattelig natur for at producere et produkt, som kan erstattes af mere bæredygtige alternativer.
Samfundsøkonomien bør tænkes med
Der bruges store offentlige ressourcer på at våd lægge lavbundsjorde for at reducere CO₂-udledningen. Samtidig tillades erhvervsmæssig tørvegravning, som frigiver store mængder lagret kulstof.
Det rejser et væsentligt spørgsmål om prioriteringen af vores fælles ressourcer: Hvorfor bruge millioner på at beskytte kulstofholdig jord ét sted, mens vi tillader, at endnu mere koncentrerede kulstoflagre graves op et andet?
Fuglsø Mose er et konkret eksempel
I Fuglsø Mose på Djursland er store dele af den oprindelige højmose allerede udgravet. Nu planlægges yderligere ca. 25 hektar til tørvegravning.
En udvidelse vil betyde yderligere tab af sjælden natur, øget CO₂-udledning og risiko for påvirkning af omkringliggende vådområder og grundvand.
Vi bør derfor stille spørgsmål ved, om fortsat tørvegravning er forenelig med vores fælles mål om mere natur, større biodiversitet og lavere klimabelastning.
Højmoser er tusinder af år om at blive dannet, men kan ødelægges på få år. De sidste rester af denne unikke natur bør beskyttes – ikke graves væk.
